Fik vi barn eller var det hund ???? 1/9 2006 hentede vi den dejligste oes hvalp hos Check point charlie i tyskland. Der er nu gået et år og her i sommerferien faldt spørgsmålet mig pludseligt ind ”, var det hund eller barn vi fik”? Når jeg tænker på. hvordan vi har teet os siden vi bestemte os for igen at få hund, kan det kraftigt sidestilles med det at få barn. Sidste år da vi havde bestemt os for Balou. glædede vi os til at få ham hjem til os. Vi fulgte ham over nettet i de 5 uger vi måtte vente. fra vi udtog ham som 3 ugers hvalp. Michaela sendte os billeder, film og info løbende og det satte virkelig gang i veerne. Vi var som forældre, der glæder sig til barnets komme og pigerne ventede spændte på lillebror. Vi købte legetøj, linier, bøger, hundeseng og forberedte os. som da vi ventede vores piger. 1/9 kørte vi glade og forventningsfulde til Freiburg am Elbe, bilen var tjekket med håndklæder, vanddunk, tæpper og affaldsposer, hvis den ” lille” nu skulle blive køresyg på den lange hjemrejse. Da vi ankom var der andre der var ved at afhente deres ” barn”. Michaela hentede Balou og kastede ham nærmest i mine arme, og hvor var han blevet stor på de 5 uger. Michaela havde en hel pakke klar, med alt hvad hjertet begærer til at starte en lille hvalp op på, han havde også fået ” Barnets bog ” med billeder og meget andet. Alt blev gennemgået, så hun var sikker på vi havde fattet alt på vores skoletysk. Balou løb glad med ud til bilen, hvor Michaela så måtte sige farvel. Vi lovede dog. det ikke blev sidste gang hun så ham. Både køretur og sejlads gik rigtig fint. Balou sov på mit skød stort set hele vejen hjem. Hjemme var alt forberedt til ham og da alle var godt trætte varede det ikke længe inden vi gik til ro. På bedste hundepædagogisk vis havde jeg en madras på køkkengulvet, hvor jeg sov, så Balou ikke skulle være alene. Mange gange i løbet af natten var vi ude at tisse ( skifte ble på barnet) men ellers sov han trygt og godt. Sådan forløb de første nætter, hvorefter han selv fandt ud af at bryggerset var det køligste sted i huset for ham. Altså den treide nat flyttede han i eget værelse, med tilsyn 2 gange til luftning. I løbet af ugen faldt hans lufteture til kl. 23 og kl. 5 og ellers fulgte han huset soverytme. Til gengæld gik den daglige ” pottetræning ” ikke så nemt. De første 14 dage kunne vi gå ud ca. 4 gange i timen og besørge og alligevel kunne han tisse på gulvet 10 minutter efter igen. Pludselig tog det en vending og for, hver gang det lykkedes at få en dag med flere timer uden tissen indenfor, jo mere sikre var vi på, at han nu var i ” up and go ” alderen. Vi begyndte at gå til hvalpelydighed så han kunne lære, at omgås andre hunde og her var han fantastisk. Den første klubstævne han var med til vandt vi førstepladsen i, men jeg tror også han charmerede dommeren. Vi tog ham med til byen, men her var det næsten umuligt at gå igennem gågaden, alle ville og vil hilse på vores yngste. I sommer valgte vi, at holde ferie på Fanø. Vi fandt et hus, hvor man måtte have hund og dejlig tæt ved strand. Ugen før vi skulle på ferie, stoppede Balou pludselig med at spise. Først troede jeg det var fodret, jeg prøvede hvalpefoder igen, det gik lige kort. Så fik jeg prøveposer af dyrlægen, det kunne han lide, altså hentede vi en sæk foder til 499,- og da den var åbnet sagde Balou nej tak. Han blev undersøgt, havde lidt feber, fik pencillin og så troede jeg det var det men nej. Da vi skulle udstille måtte han bare ikke tabe sig eller blive sløv, så med leverpostej og stor tålmodighed lykkedes det mig, at holde ham fodret op ved at håndfodre, dyppe finger i leverpostej og holde en pille så han kunne slikke det i sig. På Fanø fik vi besøg af Anette Rindom og hendes mand, hun havde Frochlich foder med til Balou og det åd han med glæde, hvad gjore vi, tømte den lokale brugsforening for det, men igen nej tak, kun til godbid. Til gengæld kunne jeg mærke han ikke var så lydig længer og han ville bedække alt, hvad der kom i nærheden og han græd når han ikke måtte, han så ud som han ikke forstod, hvad der skete med ham. Da slog det mig, at vores barn allerede i alderen af 13 måneder var i pubertetesalderen og det var en lettelse, for jeg havde fundet flere alvorlige lidelser på nettet det bare ikke måtte være. Vi nød ferien meget og Balou mødte en anden sheepdog ” Tot ”, Anettes, datters OES, de to hunde var en tur på stranden sammen, men Tot var nu for moden, for den syntes mere Balou var træls med al hans sex aktivitet. Tot så også ud til at tænke, ” åh nej ikke den hund igen”, når vi gik forbi det ishus Tot og Mia passede. Balou nød Fanøs lange sandstrand, at løbe frit i mellem os, hoppe, springe og få sand mellem poterne. Vi vidste at vores egen dyrlæge ville være tilbage fra ferie når vi kom fra Fanø, så kunne jeg jo få klarhed over om min teori om pubertet var rigtig. Det var her tanken kom ” fik vi barn eller var det hund”? Tilbage fra ferien, kontaktede jeg vores dyrlæge, og han gav mig ret, det kunne sagtens passe. Efter udstilling skulle jeg stille ham stolen for døren, ville han ikke spise, så væk med fodret og så måtte han vente til næste måltid. Ingen sund og rask hund har sultet sig selv ihjel. Altså 650,- ud af vinduet til pencillin og undersøgelse, samt en sæk foder til 499,-, ja hvad gør man ikke for sine børn. Læseren her må gerne ryste på hovedet af os, jeg har det ikke skidt med al den postyr, da vi elsker den hund og han giver os så meget. Nu var jeg lidt presset, da vi havde udstillingen at tænke på, for ellers havde vi nok valgt at fjerne fodret som det første. Ligesom man lærer nye mennesker at kende gennem sine børns institutioner, skole og venner, således gør man også gennem kennel, klubber, udstillinger m.m. Vi har haft besøg af Michaela flere gange, jeg har været med nye hvalpekøber nede hos Michaela. Vi skriver med tyskere som har købt hvalpe hos Michaela, i en gruppe på nettet, det kan vel kaldes en mødregruppe. Vi har fået nye venner her i Jylland og ikke mindst har klubben været meget i mødekommende og hjælpsomme.Der blev skrevet lidt om klike dannelse i sidste blad, det har vi ikke følt, tværtimod synes vi alle har hjulpet os og derved givet os mod på udstillinger. Birte Fromberg har sendt os materialer og hjulpet os, til trods for Balou ikke er købt hos hende. Mange af jer har vist os, hvordan vi skal børste op til udstilling, til trods for vi kan blive konkurrenter. Når vi kigger tilbage er det utroligt, hvad vi har haft af positive oplevelse og hvem ved en dag skal Balou også have en lillesøster eller bror. Indtil vider har Michaela sine ideer med Balou og måske bliver han far til den næste hund vi skal have, det må tiden vise. Hermed tak til jer alle i klubben, for jeres være måde, tak til alle vi har lært at kende og vi glæder os til at møde jer om ikke før, så hvor vi startede for et år siden, juleudstilling i Køge, med vores dejlige HUND BALOU. Christa og Povl BALOU